Først i ilden var Super 10 pigerne i U11 mindre øvede rækken. Her skulle de møde AB Tårnby i det der viste sig at blive en sand gyser. Pigerne havde enten glemt at varme op eller havde bare andre ting i hovedet end fodbold i kampens start, for efter blot et kvarters spil var Sundbypigerne pludselig bagud 3-0!
Sundby reducerede til 3-1 lige før halvlegen, og så stod der ellers Sundby på resten af kampen. Fantastisk målmands- og forsvarsspil banede vejen for at pigerne kunne satse mere offensivt i anden halvleg, score 2 mål, før de med en scoring i kampens sidste minut kunne juble over en fortjent 4-3 sejr.
Anden kamp var for Seje 10 holdet – desværre en helt anden slags kamp tirsdag aften – nemlig en af de forbandede ærgerlige sejre, der tilkendes ved modstandernes fravær uden afbud.
Tredje kamp – igen Super 10 – blev spillet torsdag aften i den begyndende storm på grusbanen. Et lidt sløjt Hekla U11 hold blev sikkert besejret her med 7-1. Hverken Liv, Nadia eller Melisa, der deltes om målmandstjansen, rørte bolden i 2 x 25 min. Den eneste gang var da bolden skulle hentes ud af nettet ved Heklas ene scoring.
Fjerde kamp var Super 11, der ligeledes spillede torsdag aften på grusbanen i blæsten. Bagud 2-0 i kampens start, 2-2 ved halvleg – og et slutresultat på 4-3 til Sundbypigerne vidner om endnu en gyser, med Sundbypigerne som fortjente sejrsherrer m/k.
Det er en fryd at følge pigerne og deres udvikling.