Der er sket rigtig meget i vores traditionsrige Sundby Boldklub siden flytningen til Kløvermarken for godt 12 år siden. Unge dygtige trænere, afdelingsledere og holdledere er trådt til, og i samarbejde med de gamle kulturbærere og giraffer i klubben skabes der solid fremgang på alle parametre. Derfor har Sundby Boldklub også fået mod til at baske lidt mere med vingerne, særligt indenfor det seneste år. Talrige projekter er blevet igangsat og gennemført til fordel for medlemmerne samt andre børn og voksne i lokalområdet.
Sundby Boldklub har længe haft en velfungerende seniorafdeling og indenfor de senere år er der tillige sket en stor udvikling i børne- og ungdomsafdelingen. Som foreløbig kulmination blev Sundby i år tildelt DBUs eftertragtede pris Årets Børnefodboldklub i København. Vi yder en stor indsats for mange børn i et belastet boligområde ved Holmbladsgade, vi arrangerer en af Sjællands største børne- og ungdomsturneringer, Mikkel Kessler Soccer Cup, afvikler DBUs Fodboldskole, Microfodboldskole og Pigeraketten og har udviklet et unikt koncept omkring børnefodbold fra tre-årsalderen; Fnuggikonceptet.
Der findes både større og rigere klubber på Amager og i København, men næppe mange, der har bedre argumenter for at kalde sig:
'...En københavnsk idrætsforening, der i årets løb har ydet en afgørende indsats for at fremme foreningsidrættens betydning for og vilkår i Københavns Kommune.'
Det med at '...fremme foreningsidrættens vilkår i Københavns Kommune', håber vi så, at vi kan få lidt økonomisk hjælp til nu, da årets Idrætsklub får tildelt 25.000 kr. af københavns kommune.
Vi ledere i Sundby Boldklub vil gerne bryste os af at være:
-Årets Børnefodboldklub i København 2011
-i arrangørsamarbejde med DBU om vinterbørneturneringen Cool Kids Cup, som allerede i sin første sæson er Sjællands, hvis ikke Danmarks største vinterturnering. Formålet er, at børnene også rører sig om vinteren til gavn for folkesundheden
-opfinder af det nyskabende fodboldmål, Global Goal. Som er skabt af vores medlem og træner Jesper Langhorn. Samme Langhorn står bag Fnuggi børnetræningskonceptet, hvor forældre deltager aktivt.
Og endelig er han tidligere kåret til "Årets Træner" af DBU København.
-i stor medlemsfremgang
-en klub, der tager sig selv og håndteringen af medlemmerne alvorligt. Afholder værdimøder.
-velfungerende og imødekommende i et socialt belastet område
-en af Københavns billigste klubber at være medlem af
-i stand til holde liv i masser af børne- og ungdomshold vinteren igennem selv om klubben ikke har en tilgængelig kunstgræsbane i umiddelbar nærhed. Selv vores 6-årige vinterspillere træner på grus som i gamle dage
-arrangør af den store børne- og ungdomsturnering Mikkel Kessler Soccer Cup som skaber liv, glade dage og landsholdsdrømme på Kløvermarken hvert år i september
-arrangør og afvikler af DBUs Fodboldskole, Microfodboldskole og Pigeraketten. Her har alle mulighed for at deltage, ikke blot medlemmer. Pigeraketten er endda uden forhåndstilmelding, hvilket tiltrækker mange børn, der ellers ikke ville komme.
-hjemsted for dygtige børne- og ungdomstrænere, som videreuddannes kontinuerligt.
-i stand til både at have mange breddehold, men samtidig flere af de bedste ungdomshold i København i årgangene fra 1999 til 2005. Hos både piger og drenge. Hvis disse hold skal udvikles yderligere, vil klubben tilstræbe at ansætte en lønnet ungdomstræner.
-området omkring Sundby Boldklub har igennem de senere år, på grund af nybyggeri, oplevet massiv befolkningstilvækst og den fortsætter med indflytning af op mod 2000 nye tilflyttere indenfor det næste års tid. Det vil kræve en tilpasning af vores faciliteter at modtage den kommende medlemstilstrømning.
Lad os håbe på en positiv indstilling fra Københavns Kommune så Sundby Boldklub kan, som den eneste bryste sig med hele 2 priser på et år.
Jeppe Horskjær