Menu

Sundby Idrætsby : Kløvermarkens faciliteter er for dårlige.

06. november 2017 kl. 11:12

Bestyrelsen i Sundby Boldklub har valgt at give lokale amagerkandidater mulighed for her på hjemmesiden at give deres partiers vinkler på en række af de emner, som vi som klub berøres af. Vi har valgt at sætte følgende punkter højt på den lokale dagsorden: Tryghed - Åben Skole - Sundby idrætsby. I denne artikel er det Lars Weiss fra S der svarer på de 3 spørgsmål. 

Amagerbro vil være i centrum, når Borgerrepræsentationen tager hul på en ny fire-års periode. Det er jeg glad for. Bydelen har nogle særlige problemer, der bedst løses i et tæt samarbejde mellem kommunen og engagerede borgere, fortæller Lars Weiss der er 1. næstformand i Borgerrepræsentationen og medlem af Økonomiudvalget. Medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

Tryghed
Alle skal kunne færdes trygt i bydelen både før og efter mørkets frembrud. I den forbindelse tak til Natteravnene, som gør en værdifuld indsats i nattelivet. Men også om dagen er det jævnligt galt med drengebander, som terroriserer jævnaldrende med trusler og røveri. Det skal stoppes gennem vedvarende indsats på gadeplan, skærpet opmærksomhed i skolerne og inddragelse af forældre, klubber og politi. Problemerne skal tages i opløbet.

Åben skole
Der skal mere turbo på at opfylde folkeskolereformens målsætning om større samspil med det omgivende samfund, bl.a. det lokale erhvervsliv og områdets idrætsforeninger. En del mindre kommuner har allerede vist, at det kan lade sig gøre til stor tilfredshed for alle parter.

Sundby idrætsby
Kløvermarkens faciliteter er for dårlige. Målet er at gøre det traditionsrige område til en indbydende ”idrætsby” med plads til mange sportsgrene, Derfor har vi bedt Kløvermarkens foreninger om at komme med et fælles udspil til, hvordan de ønsker, at fremtiden skal forme sig. Jeg og andre på Rådhuset vil være lydhøre. Vi ser ”operation Kløvermarken” som en opgave, der skal løses nu.