Menu

Ny spiller til 1. dame | Sundby Boldklub

image
27. juni 2021 kl. 23:12

I forberedelserne til den nye sæson, hvor 1. dame igen skal forsøge at tilkæmpe sig en plads i det fornemmeste selskab i dansk kvindefodbold, har holdet fået nyt blod til truppen.

 

Den nye spiller er Josephine Madsen, der kommer til fra de nykårede danske mestre, HB Køge.
Madsen er målmand, 22 år og bor i Hvidovre. Ved siden af fodbolden er hun ved at uddanne sig til fysioterapeut.

 

Cheftræner for 1. dame, Lasse Lund Larsen, er ovenud tilfreds med at have indgået en aftale med den stærke keeper, hvortil han forklarer: ”Jeg er superglad for, at Josephine har valgt Sundby Boldklub, og at hun har takket ja til vores projekt. Vi har nu i 2 år holdt øje med hende, og nu fik vi muligheden for at slå til. Vi ved, at der var andre klubber i billedet, og det glæder mig derfor ekstra meget, at Josephine valgte os. Med Josephine i truppen får vi nu stor konkurrence mellem vores keepere. Det vil skabe et godt fundament og samtidig øge intensiteten til træning – noget, vi har ønsket for at kunne opnå vores målsætning i efteråret”.

 

Josephine Madsen kommer til Sundby Boldklub med et flot CV, der blandt andet tæller ophold hos Brøndby IF, B93 samt førnævnte HB Køge.

 

Hvorfor valgte du Sundby Boldklub?

”Jeg valgte at søge nye udfordringer for at få min fodboldglæde tilbage, og forhåbentlig få en masse spilletid, som jeg har savnet. Jeg har valgt Sundby, da de som hold rigtig gerne vil spille fodbold, og så virker det til at være et godt og socialt hold”.

 

Hvad ser du allermest frem til hos Sundby?

”Jeg ser frem til at møde pigerne og trænerteamet, og så tror jeg på, at vi sammen kan spille med om oprykning til Gjensidige Kvindeliga inden længe”.

 

Hos Sundby Boldklub har vi optimeret flere forhold på kvindesiden, hvilket også bliver påskønnet af Lasse Lund Larsen: ”Vi har bestemt optimeret på mange punkter. Et af dem er, at vi fremover skal spille vores hjemmekampe i Sundby Idrætspark. Med tilgangen af Josephine, som lige har vundet DM med HB Køge – og vores optimering af vores setup – viser vi også udadtil, at vi har ambitioner om at være med i toppen af dansk kvindefodbold”.

Luk