Menu

Ugen der gik (24 + 25) | Sundby Boldklub

image
28. juni 2021 kl. 14:14

”Ugen der gik” er Sundby Boldklubs ugentlige opsamling af den forgangne uges nyheder. Der vil løbende blive opdateret om alt fra kampreferater og -billeder til events i klubben samt andre relevante overskrifter. ”Ugen der gik” udkommer hver mandag aften. Nyhederne er leveret af holdene selv. Ønsker man at indgå i ”Ugen der gik”, skal al information (eventuelt kampreferat, billeder eller andre nyheder) sendes til klubbens PR- og kommunikationsansvarlige, Jakob Kleist Laursen, på jkl@sundbyboldklub.dk

 

Da mange af vores hold er gået på sommerferie, har vi valgt at slå de to foregående ugers nyheder sammen til én stor omgang af ”Ugen der gik”. Dette bliver også tilfældet over sommerferien – indtil vi kan byde velkommen til den nye sæson.

 


U12 piger imponerede i foråret

U12 piger har igen i foråret spillet i den bedste række på Sjælland. Det blev en tæt række med mange jævnbyrdige kampe. Pigerne sluttede på andenpladsen – 1. point efter de fortjente vindere fra Allerød. Træner, Mikkel Bischoff, fortæller, at der skal lyde en stor ros til hele holdet. Alle møder til træning hver gang med højt humør og med lyst til at forbedre sig. Desuden er sammenholdet fantastisk, og der er ingen fnidder eller kliker på holdet. Han fortæller ligeledes, at det har været en fornøjelse for trænerteamet, der består af Johan, Lasse og Mikkel, og at de glæder sig til at spille med i Liga 1 til efteråret.

 

Tidligere Sundby-drenge vinder U17 Ligaen med FCK

Hos Sundby Boldklub er vi altid glade for at se, når vores store arbejde i ungdomsårgangene bærer frugt. Vi har gennem årene sendt adskillige spillere videre til nogle af de største adresser i dansk klubfodbold. Tre af de spillere spiller på F.C. Københavns bedste U17 hold, der lørdag eftermiddag sikrede sig 1. pladsen i U17-Ligaen ved at besejre Brøndby IF i et dramatisk 3-2 opgør.
To af de tidligere Sundby-drenge kom på banen i kampen, hvor Silas Andersen startede på den centrale midtbane, og Jeppe Corfitzen senere kom ind i offensiven.
Jacob Perelman er ligeledes en del af den talentfulde trup, men kom ikke i kamp, da han pt. er i gang med et genoptræningsforløb efter en skade.

Der skal lyde et stort tillykke til de tre drenge (og til vores samarbejdsklub FCK), som alle tre har haft deres fodboldopvækst i vores solide træningsmiljø.

 

U9-drenge slutter af med stævne i Silkeborg

Vores U9-drenge var i weekenden inviteret til stævne i Silkeborg, modstanderne bestod af AGF, Silkeborg, Esbjerg, OB, Brøndby IF, B93 samt Skive IK. Det var en hyggelig og meget lærerig tur, hvor holdet både vandt, tabte og spillede uafgjort.
Drengene går nu på velfortjent sommerferie, inden den på den anden side står på 8-mandsfodbold.

 

Flere pigehold til turnering i EM-fanzone

Op til Danmarks EM-kamp, var flere af Sundby Boldklubs pigehold inviteret til ministævner i fanzonen ved Ofelia Beach.

Det betød, at både vores U8-, U9-, U13- og U14-piger var til stede ved dagen, hvor de blandt andet spillede mod BK Vestia, Nørrebro United og Damsø.

Det blev en dag fyldt med god fodbold, masser af kampe – og den sluttede selvfølgelig også med en sejr til de danske drenge!

Luk