Menu

Afgørelse for licensansøgninger | Sundby Boldklub

image
01. juni 2021 kl. 17:34
DBU har i denne uge uddelt licenser for den nye sæson på både pige- og drengesiden. Det medførte én stjerne til vores drengeafdeling, mens pigeafdelingen arbejder videre.

DRENGESIDEN BIBEHOLDER LICENS

DBU offentliggjorde i går, mandag, oversigten over de klubber i Danmark, der har fået licens frem mod den nye sæson.

Sundby Boldklub har i den forbindelse fået tildelt 1 stjerne, og vi indtager derfor en flot plads som nummer 48, hvorfor vi kan bryste os af, at vi er blandt de 50 bedste talentudviklingsklubber i landet.
Listen toppes af vores samarbejdsklub F.C. København, der er eneste klub, sammen med F.C. Nordsjælland, der modtager det højeste antal stjerner: 5.

Det betyder med andre ord, at vores talenthold i næste sæson vil være sikret værdig modstand, og at vi dermed har et solidt fundament for det videre arbejde.
Indrangeringen er derfor i samme ombæring en anerkendelse af det store arbejde, der er blevet gjort hidtil i Sundby Boldklub.

Talentchef for drengene, Steen Gleie, udtaler: ”Det er helt fantastisk, at vi fastholder vores position blandt de bedste talentudviklingsmiljøer i Danmark. Vi er stolte over, at vi kan levere et trænings- og kampmiljø, der er blandt de ypperste i landet”.

Klubben har selvfølgelig store ambitioner, og vi ved, at dette kun er det første skridt på vejen imod at blive en endnu bedre fodboldklub – med alt, hvad det indebærer. Der venter derfor en lang og sej kamp forude, hvor vi skal blive endnu bedre.

”Vi kommer også fremadrettet til at byde ind med endnu mere. Vores fantastiske akademi er tiltænkt en endnu større rolle for vores spillere, ligesom vi kommer til at gå endnu mere i dybden med den enkelte spiller i vores talentafdeling. Vi kommer til at se en markant fremgang de næste år”, slutter Gleie.

Vi, i Sundby Boldklub, er derfor selvsikre, og vi har en tro på, at vores mange kompetente og fagligt dygtige medarbejdere fortsat vil sikre en udvikling i hele organisationen fremover.

LICENSEN PÅ PIGESIDEN UDEBLIVER

Ovenpå den glædelige nyhed på drengesiden, kom der dog også en noget kedeligere én af slagsen, da vores ansøgning om licens på pigesiden desværre blev afvist.

”Desværre fik vi ikke denne gang mulighed for at få en licens til piger. Vi har dog ingen planer om at opgive arbejdet med struktureret at sætte talentudviklingen for piger på Amager på den store klinge”, udtaler talentchef for pigerne, Steen Gleie.

En ansøgning vurderes ud fra forskellige parametre, hvor det er blevet vurderet af DBU, at vi samlet ikke opnåede nok procentpoint til at blive tildelt stjernen, som udløser licensen.

Vi kigger derfor fortsat frem mod næste sæson med oprejst pande og med en tro på, at vi er på rette vej, og at det store arbejde, der bliver gjort til dagligt af alle i klubben, nok skal bære frugt fremadrettet.

”Vi kommer til igen at arbejde målrettet mod at skabe et fantastisk pigemiljø, hvor blandt andet optimeret træning og styrkelse af faciliteter for pigerne specifikt danner rammen for et optimalt udviklingsmiljø i det kommende år”, fortsætter Gleie.

Derfor arbejder vi ufortrødent videre, og vi glædes samtidig over en masse positive takter, der tydeligt ses fra mange af vores pigehold.

Luk