Menu

Ugen der gik (20) | Sundby Boldklub

image
24. maj 2021 kl. 19:03
”Ugen der gik” er Sundby Boldklubs ugentlige opsamling af den forgangne uges nyheder. Der vil løbende blive opdateret om alt fra kampreferater og -billeder til events i klubben samt andre relevante overskrifter. ”Ugen der gik” udkommer hver mandag aften. Nyhederne er leveret af holdene selv. Ønsker man at indgå i ”Ugen der gik”, skal al information (eventuelt kampreferat, billeder eller andre nyheder) sendes til klubbens PR- og kommunikationsansvarlige, Jakob Kleist, på jkl@sundbyboldklub.dk

U14 PIGER SLÅR B93
Vores U14-årgang på pigesiden består pt. af et klubsamarbejde mellem Hekla BK og Sundby Boldklub.

Pigerne skulle i weekenden forsøge at komme tilbage på sporet, da de på udebane skulle op imod B93.
Det blev en hård fight, hvor modgang blev vendt til medgang. Efter en pauseføring på 1-0 til hjemmeholdet, kom pigerne godt igen og leverede en super 2. halvleg, der kastede 3 mål af sig.

Dermed kunne holdet fejre en 1-3 sejr, som betyder, at U14 stryger op på en 8. plads.

TIDLIGERE SUNDBY BOLDKLUB-SPILLER UDTAGET TIL U20-LANDSHOLDET
Den tidligere Sundby Boldklub spiller Valdemar Lund Jensen er udtaget til Danmarks U20-landshold, når de møder hhv. Irland og Argentina den 1. og 9. juni.

Valdemar, der har fået sin fodboldopvækst i Sundby Boldklub, spiller nu for F.C. København, hvor han blandt andet har båret anførerbindet for U19-holdet.

Vi er stolte af at se, hvordan flere spillere, der har været en del af vores solide talentarbejde, skinner igennem.

Stort tillykke til Valdemar med udtagelsen!

’HYGGEBOLD 3. HALVLEG’ INDTAGER KLØVERMARKEN
Den 3. september klokken 15:30 lægger Sundby Boldklub baner til, når endags-eventet 'Hyggebold 3. Halvleg' indtager Kløvermarken til en dag fyldt med fodbold, godt humør, socialt samvær og sidst, men ikke mindst, aftensmad og fest! 

Hyggebold 3. Halvleg er et innovativt tiltag, der nytænker fodbold for voksne på en alternativ måde. Fokus er på at skabe en fodboldform, som alle - både mænd og kvinder - kan finde tid til. Hos Hyggebold 3. Halvleg bliver der med andre ord ikke skelnet mellem køn, når holdene skal laves, da diversiteten netop er med til at skabe hygge og stemning på en helt unik måde. 

Så saml dine kammerater, venner, kollegaer eller din nabo, tilmeld jeres hold og nyd en dag med fodbold, fest og fed stemning!

Tilmelding sker via KlubOffice på: https://kluboffice.dbu.dk//DBU/Activity?id=208815&clubid=1583

U16 PIGER EROBRER FØRSTEPLADSEN
U16 piger kæmper i øjeblikket en hård kamp om førstepladsen med pigerne fra HIK.

Så sent som i dag tog U16 dog et flot skridt og sikrede sig en foreløbig førsteplads i gruppen med en 0-2 sejr ude over Husum Boldklub.

Efter en målløs første halvleg, kom der gang i scoringerne i anden, da Sundby-pigerne fik nettet til at blafre to gange.

Holdet rykker derfor en plads op og indtager ”duksepladsen”, inden HIK senere på ugen spiller mod Jægersborg Boldklub.

AKADEMIETS SOMMERCAMP ER ÅBEN FOR TILMELDINGER
Sundby Boldklubs fodboldakademi afholder igen i år deres Akademi Camp.

Det er i uge 27 fra mandag den 05. juli 2021 til og med fredag den 09. juli 2021.

Det er primært de fungerende akademitrænere, som står for træningen, og det er ikke kun for de nuværende akademispillere - det er for alle spillere født mellem 2007 (U14) til 2013 (U7), og det er naturligvis både for drenge og piger.

For tilmelding: https://kluboffice.dbu.dk//DBU/Activity?id=208753&clubid=1583

For spillere fra andre klubber skal tilmelding udelukkende ske via mail til partner@sundbyboldkub.dk.