Menu

1. kvinder henter ambitiøs back | Sundby Boldklub

image
09. august 2021 kl. 12:29

Feline Tokman er ny spiller hos 1. kvinder. Tokman er 22 år, bor i København, og så huserer hun i venstre side af banen, hvor hun både kan spille back og kant. Tokman skifter fra Herlufsholm/Næstved. 

 

1. kvinder har over sommeren fået tilgang af flere spillere. Med tilgangen af Tokman betyder det også, at holdet nu har så bred en trup, at der er to spillere til samtlige pladser. Det er en yderst positiv ting, forklarer cheftræner Lasse Lund Larsen, der er begejstret over at have sikret sig Tokman. 

 

"Vi kender Feline fra hendes 3 år i HG, og hun kender vores spillestil samt en del af vores spillere, som hun har spillet med før i andre klubber. Feline kan spille back og kant, hun er dygtig på bolden, og så passer hun perfekt ind i, hvad vi gik og kiggede efter. Med tilgangen af Feline har vi nu dobbelt op på alle pladser, så der er kommet ekstra konkurrence i truppen, hvilket også kan ses til træning, hvor niveauet bare er boostet." 

 

Selv er Feline Tokman faldet godt til i klubben, og hun er samtidig overbevist om, at Sundbys kvinder kommer til at opnå store ting i fremtiden. 

 

 

"Jeg forventer at være en del af et rigtig godt hold, der befinder sig i en spændende udvikling, hvor vi også giver plads til hinanden - hvilket jeg ikke er i tvivl om, at der bliver gjort, da holdet allerede har taget meget fint imod mig. Jeg håber, at jeg selv kan udvikle mig en masse, og så har jeg selvfølgelig også store forventninger og ambitioner til, hvordan sæsonen skal slutte. Med det hold, vi har i Sundby, er jeg ikke i tvivl om, at vi kan nå langt." 

 

Første opgave for Tokman og kompagni bliver på lørdag, den 14. august, når 1. kvinder skal en tur til Vildbjerg. Kampen fløjtes i gang klokken 13:30.