Menu

1. kvinder henter amerikaner | Sundby Boldklub

image
15. september 2021 kl. 17:08

Som led i 1. kvinders målsætning om at spille Gjensidige Kvindeliga, har holdet hentet nyt blod til angrebet, hvorfor vi kan byde velkommen til amerikaneren Lily Elizabeth Dubuc.

 

Lily er 24 år, har spillet fodbold, siden hun var 6 år gammel, og så kommer hun oprindeligt fra Californien, USA, hvor hun blandt andet har spillet fodbold i Sacramento.

 

Hun har desuden gået på universitetet i San Francisco, hvor hun har læst en kandidat i kommunikation og engelsk litteratur.

 

Netop universitetet har spillet en stor rolle for Lilys fodboldkarriere, da hun tidligere har boet i Oxford, England, hvor hun har læst et semester på Oxford Universitet. Sideløbende med studiet spillede hun for Oxford City.

 

Herefter rykkede Lily til Portugal, hvor hun i et halvt år var på kontrakt hos Racing Power FC, der er beliggende i hovedstaden, Lissabon.

 

Nu har vi så æren af at kunne indlemme Lily i 1. kvinders trup, og ikke nok med det, så har Lily også fået en rolle på klubbens akademi, hvor hun i fremtiden vil være træner for de yngre årgange – en rolle, som Lily også selv har efterspurgt.

 

Lily selv forklarer også, at hun har store forventninger til opholdet i Danmark:

 

”Jeg har et mål om at blive her i lang tid – både i Danmark og i Sundby Boldklub. Jeg er allerede faldet godt til i klubben, selvom jeg kun har været her en uges tid. Alle har taget godt imod mig, og sprogbarrieren har heller ikke været et problem.”

 

Hvad har du af forventninger til dig selv og til holdet i denne sæson?

 

”Jeg vil gerne hjælpe holdet bedst muligt – og det gør jeg ved at score mål. Jeg er en hurtig spiller, der godt kan lide at løbe i rum, så jeg kan bruge mine styrker bedst muligt. Derudover vil jeg rigtig gerne rykke op med holdet.”

 

Hvorfor er valget lige netop faldet på Sundby Boldklub?

 

”Jeg har haft nogle rigtig gode snakke med Lasse (red.: cheftræner, Lasse Lund Larsen), og så har alle i klubben bare givet mig et rigtig godt indtryk. Oven i det, så har det sociale altid betydet meget for mig, så jeg tror, at en klub som Sundby, hvor man både prioriterer mænd og kvinder – og hvor jeg samtidig har fået mulighed for at være træner – er det helt rigtige valg for mig. Den samlede pakke var bare rigtig god.”

 

Også cheftræner, Lasse Lund Larsen, ser frem til at få glæde af Lily.

 

”Jeg har en klar forventning om, at Lily går ind og hjælper os med at spille os kvalspillet. Hun har helt klart nogle kvaliteter i det fremadrettede spil, som vil kunne gøre ondt på vores modstandere. Hun er faldet rigtig godt til på holdet, og så hjælper hun også til dagligt på vores akademi. Tilknytningen af Lily er også et signal udadtil om, at Sundby går all-in på en oprykning til ligaen. Og så glæder jeg mig først og fremmest til at bringe hende i kamp mod Varde på lørdag.”

 

Vi byder Lily velkommen hos Sundby Boldklub!