Menu

Sundby Boldklub ansætter leder af breddeafdelingen | Sundby Boldklub

image
01. september 2021 kl. 14:20

Sundby Boldklub er glade for at kunne offentliggøre, at vi har ansat Lisbet Knold som ny leder af breddeafdelingen.

 

Lisbet er 48 år, bor på Christianshavn, og så er hun allerede godt bekendt med Amagers bedste klub, idet hun har to sønner, hvoraf den ene spiller i klubben og den anden er tilknyttet akademiet samt en mand, der er træner her.

 

Lisbet kommer med erfaring fra kommunalt regi, hvor hun blandt andet har arbejdet med projektledelse og som organisationskonsulent i Københavns Kommune. Derudover har hun læst idræt – med fokus på organisationskultur- og kommunikation – ved Odense Universitet.

 

Foreningslivet ligger også Lisbet nært, fordi hun udover sin civile erfaring, også har prøvet kræfter med trænergerningen som både børne- og dametræner.

 

Lisbets arbejde kommer til at dække over en bred vifte af opgaver, hvor hun blandt andet kommer til at stå for kommunikationen og samarbejdet med forældre og trænere, udvikling af organisationen, og så skal hun sikre, at klubbens kerneværdier også er synlige på banen.

 

Sundby Boldklub er overbeviste om, at Lisbet passer perfekt til stillingen, og hovedpersonen selv er heller ikke i tvivl om, at hun kommer til at finde sig til rette på Kløvermarken.

 

”Sundby Boldklub er en klub, der engagerer forældrene – og tager dem med ind i klubben, så de bliver en del af klubben og foreningen. Dertil kan jeg rigtig godt lide værdien og visionen om, at der skal være et træningsmiljø for alle – uanset alder og niveau. Min opgave bliver at sikre organisatorisk, at alle skal kunne udvikle sig i et sjovt træningsmiljø. Og så glæder jeg mig til at arbejde i et område og en klub, der er i så stor udvikling.”

 

Lisbet kommer til at få kontor i klubben (Flemming Jacobsens gamle), og hun vil hovedsageligt være at træffe fysisk i eftermiddagstimerne.

 

Derudover vil al kontakt til Sundby Boldklubs breddeafdeling fremover ske gennem Lisbets mail på: kontakt@sundbyboldklub.dk.

 

Vi byder Lisbet stort velkommen til klubben – og vi håber, at I vil gøre det samme!