Menu

Sundby Boldklub styrker indsats for mangfoldighed | Sundby Boldklub

image
03. maj 2022 kl. 00:15

SUNDBY BOLDKLUB INDGÅR SAMARBEJDE MED GAMECHANGER

Sundby Boldklub har indgået et samarbejde med Gamechanger (DBU/DGI) – et projekt, der sætter fokus på, at man er velkommen i fodbolden/vores klub, selvom man tilhører en seksuel minoritet. 

 

Om Gamechanger

For langt størstedelen af idrætsudøvere i de danske foreninger gælder det, at den eneste seksualitet, de åbent vedkender sig, er heteroseksualitet.

 

Det er en udfordring for idrætten, fordi et stort antal mennesker ikke tilhører denne majoritet. De er ikke repræsenteret i medierne, på landsholdsniveau eller ude i klubberne, og derfor føler mange, at der ikke er plads til dem.

 

DBU, Spillerforeningen, DGI, DIF, Amnesty International, Institut for Menneskerettigheder, Pan Idræt og Dansk Håndbold Forbund har til sammen etableret projektet Gamechanger. Projektet handler om inklusion af seksuelle minoriteter i fodbold og håndbold. Det er finansieret af Kulturministeriet og afvikles i 2022 over hele Danmark.

 

Fokus for Gamechanger-kampagnen er, at:

- 10 procent tilhører en seksuel minoritet

- Fodbold skal være for alle i vores klub, uanset om man vil holde Svend eller Solveg i hånden

- Homofobiske udsagn er ødelæggende. Vi kalder det en ”forbier” at bruge ord som ’gay’, ’homo’, ’bøsserøv’ og ’svans’

- Vi hjælper hinanden med at holde en respektfuld tone overfor medspillere, modspillere, dommere og trænere. På banen, udenfor banen, i omklædningsrum og klublokaler

 

Der vil blandt andet blive uddelt regnbuefarvede anførerbånd til en række af klubbens ældre hold - både på ungdoms- og seniorsiden. Herudover vil der også blive fordelt regnbuefarvede bolde til en del af klubbens hold. 

 

De fem gode råd

Herudover opstiller Gamechanger de fem gode råd, som er: 

 

1) Ledere og trænere skal udvise lederskab og gå forrest. Hvis de voksne ikke tager ansvar, gør børn og unge det heller ikke.

2) Tal med spillerne om homofobi. Inddrag begreber som lighed og retfærdighed i værdisnakke med holdet. Gør det særligt gerne lige, når sæsonen begynder, så I kan få gavn af at referere til den snak hele sæsonen. Drag paralleller til religiøse, etniske og kulturelle forskelle. Mange er vant til at håndtere netop de barrierer til daglig, f.eks. på holdet, i klubben og i skolen. Racisme ekskluderer – nøjagtig som homofobi gør. Spørg f.eks.: ”Hvordan kan I omgås, selvom I har forskellig religion/kultur?”

3) Udvælg og uddan to rollemodeller på hvert hold. De skal være foregangsmænd for den gode tone på holdet og i klubben.

Når en holdkammerat taler grimt, skal de (men også gerne andre) turde korrigere ham/hende. Det skal gerne være nogen, der hersker en vis respekt for på holdet.

4) Brug synlige regnbuegenstande til at vise jeres holdning til homofobi, f.eks. anførerbind og regnbueflag i omklædningsrummet.

5) Og frem for alt: Tal med én stemme! Alle har et ansvar for at minde hinanden om at tale ordentligt. Holdet skal stå sammen om at tage konsekvent afstand fra homofobi. Man taler ordentligt på holdet, også i ophedede situationer.

 

Læs mere om baggrunden for og parterne bag Gamechanger-projektet her: www.blivgamechanger.dk

 

Vi håber, at alle vil tage godt imod projektet! 

 

PS. alle er meget velkomne til at bruge #Gamechanger-kampagnen som en del af auto-signatur i sin mail! Billedet findes her: 

--- Autosignatur ---

 

 

Luk