Menu

Ugen der gik (23) | Sundby Boldklub

image
14. juni 2021 kl. 21:05

”Ugen der gik” er Sundby Boldklubs ugentlige opsamling af den forgangne uges nyheder. Der vil løbende blive opdateret om alt fra kampreferater og -billeder til events i klubben samt andre relevante overskrifter. ”Ugen der gik” udkommer hver mandag aften. Nyhederne er leveret af holdene selv. Ønsker man at indgå i ”Ugen der gik”, skal al information (eventuelt kampreferat, billeder eller andre nyheder) sendes til klubbens PR- og kommunikationsansvarlige, Jakob Kleist, på jkl@sundbyboldklub.dk

Mental styrke baner vejen for U15-drenges sejr

Vores U15-drenge fristede før søndagens kamp en tilværelse i midten af Liga 2. Det samme gjorde dagens modstander fra Gladsaxe-Hero, så der var på forhånd lagt op til et tæt opgør, der skulle spilles i flotte rammer på AB’s hjemmebane, Gladsaxe Stadion.

Drengene fik ikke den bedste start på kampen, da hjemmeholdet bragte sig foran 1-0. Holdet viste dog her en mental styrke og en gedigen fighterindsats, der umiddelbart efter gav pote, da Sundby-drengene både udligner og kommer foran 1-2 efter henholdsvis 33 og 35 minutters spil.

Trænerne Serdar Zulfovski og Lucas Klibo fortæller enstemmigt, at det overordnet set ikke var nogen flot spillet fodboldkamp, men at der blev gået til stålet, og at drengene endnu engang gav sig hundrede procent, hvilket var en fornøjelse at se.

Med sejren tager holdet ligeledes et hop i tabellen, hvor de, inden sæsonens to sidste kampe, nu ligger nummer 4.

 

U13-piger i vild målfest

Vores seje U13-piger spillede i søndags på udebane mod FA2000. Træner, Jesper Simonsen, var på forhånd opmærksom på, at FA2000 plejer at være en svær modstander for pigerne, og at de i de sidste kampe har spillet tæt op mod hinanden.

Samtidig var det dog et krav, at pigerne sikrede alle 3 point, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at slutte helt i toppen af rækken.

Pigerne var klar fra start, og der skulle derfor ikke gå mange minutter, før der kom hul på bylden. Laura satte de første to mål ind til stillingen 2-0 til Sundbys piger. Herefter var det kun et spørgsmål om, hvor meget holdet ville vinde med. Det blev til yderligere 8 kasser – en fra Nova, en fra Mila, tre fra Evin og tre fra Selma – samt en enkelt reducering fra FA, hvorfor kampen sluttede med en sikker sejr på hele 10-1.

Det skal desuden tilføjes, at Sundby tog en spiller ud – af hensyn til fair play – og derfor spillede med en i undertal i kampens sidste 12 minutter.

Dagens spiller blev Laura, som spillede en flot kamp. Der skal derudover lyde stor ros til hele holdet for en solid indsats – og samtidig sendes en tak til den evigt hårdtarbejdende Mila, som holdet havde lånt fra U12.

Der er dermed lagt op til meget spændende sidste runde, da pigerne kan ende som nummer 1-4. Den sidste kamp spilles den 20. juni klokken 12:00 på hjemmebane, hvor alle er velkomne til at komme og støtte!

 

Mentaltræning til trænere

Hos Sundby Boldklub tror vi på, at vi ikke alene skal udvikle og fysisk ved hjælp af kvalificeret træning – vi mener nemlig, at det psykiske i lige så høj grad spiller en rolle, når vi forsøger at blive bedre.

Derfor blev der torsdag den 10. juni afholdt den 4. mentale træning i år for vores trænere – i første omgang på drengesiden. Dette sker for at sikre, at vi arbejder struktureret med det mentale aspekt.


Træningerne har været yderst brugbare, og vi ser derfor frem til de næste!

 

U14 drenge klar til Liga 2 med sejr ude over B93

Vores U14-drenge har igennem det meste af foråret vist lovende takter i Mesterrækken, og de har generelt haft et rigtig godt tag på rækkens øvrige tophold.

Det skulle derfor blive spændende, om det samme billede ville vise sig, når drengene om lørdagen – den 12. juni – tog til Østerbro for at møde B93, der havde sat sig på førstepladsen.

Dagen startede med, at drengene mødtes i klubben om morgenen, hvorefter de i samlet flok via bus blev kørt til Østerbro. Efter omklædning, taktikmøde og en intens opvarmning viste drengene, at de var klar til kamp. Det blev til en fortjent sejr på 2-0, der kom i hus ved hjælp af flot spil, stor gejst og solid fight. Resultatet betyder samtidig, at holdet ender som nummer 3 – blot et enkelt point efter førstepladsen fra HIK. Endnu vigtigere og flottere er det dog, at drengene har slået puljens nummer 1, 2 og 4 med sammenlagt 8-0 i målscorer.

Efter kampen blev drengene kørt tilbage til klubben. Humøret i bussen var højt, og det blev bestemt ikke dårligere af det efterfølgende grill-arrangement med pølser, burgere og kolde sodavand til både drenge, forældre og søskende. Alt i alt en helt igennem super morgen/formiddag for holdet.

Næste sæson, der starter til august, tager holdet et skridt op og spiller derfor Liga 2. Drengene går derfor en meget spændende og interessant sæson i møde.

 

U16-piger vinder Mesterrækken

Sæsonens sidste kamp for vores U16-piger bød på et vaskeægte topopgør mod HIK, der samtidig var den direkte kamp om puljens 1. plads.

Pigerne lå inden kampen på nummer et med 13 point, men HIK var lige efter med 10 point, hvorfor holdet blot kunne nøjes med et enkelt point for at konsolidere 1. pladsen.

Det blev en velspillet og tæt kamp, der bølgede frem og tilbage. Ved stillingen 1-1 – og med 10 minutter igen – var pigerne måske en anelse heldige med ikke at få dømt et straffe imod sig, da dommeren i stedet fløjtede for frispark blot 5 centimeter uden for feltet.

Det momentum udnyttede Sundbys piger til i stedet at lukke kampen med to hurtige scoringer.

De tre scoringer blev sat ind af Milla med to mål og Amar med en enkelt kasse.

Slutresultatet lød derfor på 3-1, og jublen kunne herefter bryde ud blandt de mange spillere og tilskuere.

Luk