Menu

Ugen der gik (38) | Sundby Boldklub

image
28. september 2021 kl. 20:15

"Ugen der gik" er Sundby Boldklubs ugentlige opsamling af den forgangne uges nyheder. Der vil løbende blive opdateret om alt fra kampreferater og -billeder til events i klubben samt andre relevante overskrifter. ”Ugen der gik” udkommer hver mandag aften.

 

I ”Ugen der gik” vil vi fremover – uge efter uge – zoome ind på én årgang af gangen, hvilket skal give jer mulighed for at komme helt tæt på samtlige hold i Sundby Boldklub. Dette vil hedde "Ugens Zoom". 

 

Sideløbende vil der stadig laves en ugentlig opdatering over vores talenthold – herunder resultater fra ugens kampe.

 

Ugens Zoom

 

Fnuggi

 

Vi starter hos de helt små, hvor vi i denne uge kaster blikket over vores Fnuggi-hold.

 

Fnuggi er Sundby Boldklubs fodboldtilbud til de yngste årgange – U3-U6. Det er et ganske særligt koncept, som udspringer af lysten til at give et tilbud, der er skræddersyet til de yngste medlemmer.

 

Hos Fnuggi arbejdes der særligt med børnenes bevægelse samt motorik.

 

”Vi prøver så vidt muligt at træne og gentræne alle fodboldbevægelser, som børnene senere skal lære, uden bold – og derefter laver vi også gerne øvelserne med bold. Vi gør det uden bold, så der i stedet er større fokus på motorikken, og hvordan den styrkes. Det gør vi, fordi det er beviseligt, at jo tidligere du starter med motoriske øvelser, jo nemmere er det at lave mere fodboldrelaterede øvelser, når børnene bliver ældre. Deres grov- og finmotorik styrkes simpelthen gevaldigt”, fortæller Karim Graini, der er årgangsansvarlig for Fnuggi-U12.

 

I alt deltager mellem 50-70 børn hver gang i den ugentlige tirsdagstræning hos Fnuggi. Dertil kommer dog de mange forældre, som ligeledes står klar på Kløvermarken. Fnuggi fokuserer nemlig i høj grad også på samspillet mellem klubben og forældrene til de børn, der er i den. Derfor er Fnuggi et tilbud, hvor forældre deltager aktivt gennem hele træningen, hvilket er en stor succes.

 

”Der skal lyde en stor ros til alle forældre – og selvfølgelig også til børnene. Forældrene er virkelig på til træningen, og de er altid klar til at lave de forskellige øvelser – også selvom det regner og blæser. De rydder også op, og der er bare godt humør hele vejen rundt. I dag, hvor solen står højt, regner jeg også med, at der kommer rigtig mange!”, fortsætter Karim Graini.

 

Vi glæder os til at følge de seje drenge og piger fra Fnuggi i fremtiden!

 

 

Ugens nyheder: 

 

U10 drenge møder hård modstand ved GFA-stævne

 

Vores seje U10 drenge var i weekenden taget en tur til Gentofte Stadion, hvor Gentofte Fodbold Akademi afholdt sit årlige internationale stævne.

 

Sundbys drenge var kommet i pulje med Hammarby, Helsingborg, Esbjerg, Allerød, LB07, GFA samt RB Leipzig. Det skulle vise sig at blive en voldsom udfordring, for ud af 32 hold ender Esbjerg som nr. 7, Hammarby nr. 5, GFA nr. 3 og Leipzig vinder stævnet. Drengene kæmpede med at få spillet til at hænge sammen. Vi fik dog skrabet nok point sammen til en trøstesemifinale mod LB07, som vi desværre tabte efter straffesparkskonkurrence – efter 2-2 i ordinær spilletid.

 

Det var en svær størrelse at sluge for nogle af drengene, mens andre tog det med et smil.

 

En ny træningsuge venter nu, hvor guleroden er søndag, når vi skal en tur til Farum Park mod FC Nordsjællands akademi.

 

Vi vil gerne sige tak til Lars – også kendt som Fidi – og Kenneth Aamann fra Ejendomsfirmaet Aamann & Wulff for de flotte trøjer. De kommer til at blive set – både i store dele af Danmark og i vores nabolande.

 

 

Ugens opdatering på talentholdene

 

Pigehold

 

U16

 

U16-piger fik i weekenden besøg af rækkens nummer 3 fra Herlufsholm GF. U16 har haft en svær sæson indtil videre, og den blev ikke nemmere, efter pigerne måtte se Herlufsholm snuppe alle tre point efter en sejr på 2-0.

 

Næste kamp for U16-piger: søndag d. 3. oktober kl. 11:00 på udebane mod Allerød FK.

 

U14

 

U14-pigerne har haft en travl uge, da kampprogrammet bød på hele to kampe – en onsdag mod B93 samt en lørdag mod Brøndby IF.

 

Pigerne lagde godt fra land, da det blev til en sejr på 2-0 hjemme over B93. Det var samtidig sæsonens første af slagsen.

 

Desværre blev det dog ved den ene sejr, da førerholdet fra Brøndby IF tog en sikker sejr på 6-0.

 

Næste kamp for U14-piger: onsdag d. 6. oktober kl. 18:30 på udebane mod Greve Fodbold.

 

U13

 

Pigerne fra U13 er ubesejrede i Liga 1, hvilket de også forblev efter weekendens sikre sejr på 7-2 ude over FB.

 

Med sejren er U13-pigerne á point med de to andre 1’ere i rækken; Vestamager og Farum BK – alle tre hold har hentet maksimumpoint efter 5 kampe.

 

Næste kamp for U13-piger: onsdag d. 29. september kl. 19:00 på udebane mod Farum BK.

 

Drengehold

 

U19

 

U19-drengene har ikke fået den bedste start på sæsonen, hvorfor de skulle forsøge at få tingene vendt mod Glostrup, der også lå i den tunge ende af tabellen.

 

Desværre blev det ikke til det positive vendepunkt denne weekend, da drengene måtte se sig besejret med 0-3 på hjemmebane.

 

Næste kamp for U19-drenge: søndag d. 3. oktober kl. 13:00 på udebane mod LSF.

 

U17

 

Efter en skidt sæsonstart fik U17-drengene i forrige uge en sejr og de første tre point på kontoen.

 

De gode takter skulle føres videre i udekampen mod Greve Fodbold, der lå på 2. pladsen – hele 7 pladser over Sundby-drengene.

 

De rødklædte drenge var dog ikke afskrækket af den grund, og de kunne juble hele vejen hjem til Amager med en sejr på 3-2 i bagagen.

 

Næste kamp for U17-drenge: lørdag d. 2. oktober kl. 16:00 på hjemmebane mod KFUM BK, Roskilde.

 

U15

 

U15-drenge skulle i weekenden en tur til Vanløse, hvor Vanløse IF ventede.

 

Holdet har vist fint spil de sidste par kampe, men har manglet det sidste for at få point. Det blev heller ikke i denne omgang, at drengene fik sejren, da kampen endte 5-0 til hjemmeholdet.

 

Næste kamp for U15-drenge: lørdag d. 2. oktober kl. 12:00 på hjemmebane mod FA 2000.

 

U14

 

U14-drenge var inden weekendens kamp mod KB ubesejret i de seneste 5 kampe.

 

Stimen blev dog brudt, da drengene måtte se KB stjæle de 3 point ved hjælp af en sejr på 3-1.

 

Næste kamp for U14-drenge: lørdag d. 2. oktober kl. 10:00 på hjemmebane mod Himmelev-Veddelev BK.

 

U13

 

Der var dømt lokalopgør for alle pengene, da U13-drenge torsdag skulle en tur til Dragør for at spille mod A27.

 

A27 trak dog det længste strå, da det blev til en 3-1 sejr til hjemmeholdet.

 

Næste kamp for U13-drenge: lørdag d. 2. oktober kl. 10:00 på udebane mod Frem.

 

Ønsker man at indgå i ”Ugen der gik”, skal al information (eventuelt kampreferat, billeder eller andre nyheder) sendes til klubbens PR- og Kommunikationsansvarlige, Jakob Kleist Laursen, på jkl@sundbyboldklub.dk - denne vil ligeledes stå for layout, korrektur og redigering.

Luk